Lejren startede Lørdag d. 26 juni hvor i alt 40 spejdere to afsted med bus til Skovhuset ved Ryomgaard på Djursland. Efter ankomst gik tiden med at få bygget lejrplads og slået telte op inden turen gik rundt i området for at se de omgivelser de næste dage skulle tilbringes i.
Bævernes tema var det vilde vest og det vigtigste til et sådan tema er selvfølgelig hestene. Derfor blev der lavet kæpheste og til sidst var der også et væddeløb for at finde den hurtigste hest.
Ulvene startede herefter deres tema som var en tur på en øde ø. Heldigvis skyller forskellige ting i land på øen og første dag går derfor med at lave kendetegn og der blev derfor både lavet bandanaer, bannere og trøjer med fælles logo.
Tropspejderne har i mellemtiden slået telte op, og indrettet deres lejrplads med bålplads, fedtfælde, spiseborde og hvad man ellers skal bruge i løbet af en lejr. Det blev efterfølgende også indviet med en fantastisk aftensmad lavet over bål som var tidligt klar så vi kunne nå at se Danmark spille EM i fodbold hvor vi jo selvfølgelig vandt :)
Søndag skulle alle tidligt op og efter morgenmad, morgenløb og flaghejsning pakkede bæverne madpakker så de var klar til at tage afsted på hike som alle klarede med humøret i top selv efter alle 10 km. Undervejs blev der også tid til sjove historier og en lille is har man også fortjent på sådan en lang tur.
Ulvene var kommet til anden dag på den øde ø hvor der skulle bygges ly og snittes knive så de kunne få noget at spise. Der blev derfor bygget huler af rafter, presenninger og masser af gode besnøringer.
Tropspejdernes tema for dagen var historien om døden fra Nokkebølle som ofte læses højt til lejrbål og der blev derfor spillet kæmpeludo da dette er den geniale detektivs yndlingsbeskæftigelse. Efterfølgende skulle en bortførelse opklares men sådan noget kan også tage længere tid og natten måtte derfor også tages i brug til et natløb hvor gidslet blev befriet.
Mandag var fælles dag for alle spejderne. Bæverne og ulvene startede med at lave varm middagsmad til alle som bestod af tre forskellige onepots hvoraf en var med laks, en anden med kylling og en med gris. dertil blev der lavet pandebrød og det hele selvfølgelig over bål. Det var rigtig lækker mad. Tropspejderne havde i mellemtiden bygget et lille tivoli med forskellige attraktioner som f.eks. fægtning, sækkevæddeløb og klatre i rebstige. Det kunne bæverne og ulve prøve efterfølgende. Det var en eftermiddag fyldt med store smil og latter.
Tirsdag var sidste dag for bævere og ulve der skulle hentes om aftenen. Bævernes dag gik med at lave læderpunge. Der blev skåret og klippet på livet løs med fantastiske resultater.
Ulvene var tilbage i deres tema med den øde ø og de skulle nu på jagt efter mere mad. Der skulle derfor laves buer og pile. Desuden blev der malet målskiver af forskellige dyr lige fra fisk til papegøjer som efterfølgende skulle rammes med de hjemmelavede buer og pile.
Om aftenen var forældrene inviteret til fælles afslutningslejrbål som satte punktum for en fantastisk lejr med store smil hos både ledere og spejdere.
Tropspejderne skulle ikke hjem endnu men istedet videre på hike. Derfor skulle lejrpladsen først brydes ned hvorefter tasker blev pakket og indstillet for at fordele belastningen rigtigt. Herefter gik turen til Pindstrup hvor overnatningen skulle foregå i shelter, men først skulle der laves aftensmad og der skulle selvfølgelig også være tid til hygge med både lejrbål og kongespil.
Onsdag gik hiken videre til Allingåbro hvor der var middagsmad ved åen og plads til hygge inden turen om eftermiddagen gik videre til Romalt bakker på skinnecykler. Her var kun et shelter og det var derfor nødvendigt også at slå en bivuak op som blev bygget ud fra shelteret.
Torsdag gik hiken videre og efter at være gået lidt forkert blev spejderne sejlet over Randers fjord til nordsiden for at kunne gå til Mellerup hvorefter det blev til endnu en tur over vandet med færgen til endestationen som var Fjordcenteret ved Voel. Efter snart at have været afsted en hel uge var alle ved at være godt brugte og det gik derfor meget hurtigt med at komme til køjs.
Fredag blev der bygget tømmerflåder hvilket der hurtigt gik konkurrence i med to spejderhold og et lederhold. Efter de sidste besnøringer var blevet strammet op blev tømmerflåderne sat i vandet og der var nu konkurrence om at sejle en bestemt rute hurtigst hvor det jo selvfølgelig var lederne der var hurtigst :) Dagen bød også på en tur i waders og raketaffyringer inden sommerlejren var helt slut og alle blev hentet.
Det var en helt igennem fantastisk tur for både bævere, ulve, tropspejdere og ledere. Der er et helt særligt fællesskab på sådan en lejr hvor alle lærer hinanden at kende og man lærer at klare nye udfordringer i fællesskab med plads til alle. Når vi kommer hjem og har fået sovet vil vi igen glæde os til vi ses efter sommerferien til et nyt spejderår.